Hekseri, trolddom og overtro i Zambia
Hekseri og trolddom er meget udbredt hernede og mange har stor respekt for det og tror fuldt og fast på det. En heks/troldmand kan bruge mange forskellige midler til at nå sine fjender, bl.a. er katte og ugler meget benyttede. Vi har en ugle i haven og vores vagtmand er alvorligt bange for den. Først troede jeg at det var fordi han troede den ville angribe ham og jeg beroligede ham med at ugler altså kun spiser mus. Han tog desværre ikke rigtig min oplysning seriøst, han sagde bare: ”but those eyes”, og så meget skræmt ud. Men man kan jo heller aldrig vide hvornår ens nabo bliver sur på en og kaster en forbandelse over en.
     
  Vores kat var så ”uheldig” at få en sort killing og da hende der skulle have den fandt ud af den var sort, blev hun lidt skuffet og spurgte om vi ikke havde en anden. Det var sådan set ikke fordi hun selv havde noget mod sorte katte, men de er berygtede for deres evne til at udføre hekseri, så hun var bange for at hvis den kom uden for hendes grund ville nogen måske slå den ihjel. Ja, det er temmelig seriøst, jeg håber vores killing overlever.
   
Manden der blev til en ko
Mine kolleger fortalte mig en historie om en mand som kom gående hen ad gaden og pludseligt så han nogle penge ligge foran sig. Han bøjede sig ned og samlede dem op men lige idet han samlede pengene op, blev han forvandlet til en ko !
Højest mærkværdig historie, men med en god morale; tag aldrig penge der ikke tilhører dig selv. Alle mine kolleger havde hørt denne historie og da jeg spurgte om de troede på det svarede de: ”Jamen der var nogen der så det !” Ja, så er det jo svært at argumentere imod, når der ligefrem er øjenvidner til sådan en episode.
   
Manden der blev til en krokodille
En af mine kolleger kunne en anden historie om en mand der kunne forvandle sig til en krokodille. Det var noget han havde oplevet som barn, hvor han boede i en landsbyen som lå ned til en flod med mange fisk. Der var en mand i landsbyen som havde stor success med at fange fisk og han blev efterhånden en af de mere velhavende mænd fordi han var en dygtig fisker og solgte mange fisk.. Men så var det at nogen mente at vide at grunden til at manden kunne formå at fange så mange fisk var, at han var forhekset og forvandlede sig til en krokodille om natten. Efter denne historie kom i omløb i landsbyen, gik det ned af bakke for mandens fiskesalg, der var simpelthen ingen der turde købe mandens fisk længere.
En temmelig ond og trist historie faktisk, den stakkels mand kunne ikke længere ernære sig af sit fiskesalg. Men historien viser hvor meget respekt Zambierne har for hekseri og trolddom. Hvad der blev af manden melder historien ikke noget om, måske svømmede han bare væk en dag sammen med sine krokodille venner og blev fisker et andet sted.
   
Den mystiske sø
En fortalte mig også en historie om et bestemt sted lige uden for Lusaka, i en landsby, hvor de har et vandhul eller en lille sø, hvor alt hvad der passerer hen over vandet, bliver suget ned i vandet og forsvinder ! Historien går at der var to familier der havde nogle stridigheder og af en eller anden grund valgte den ene familie at begå selvmord ved at drunke sig i denne sø. Derfor er der nu masser af onde ånder eller spirituelle kræfter i denne sø. Min kollega der fortale historien, sagde at han selv havde været der og prøvet at kaste en sten hen over vandet til den anden side af søen, men stenen var straks blevet suget ned i vandet. Jeg synes selvfølgelig at det lyder noget videre mystisk, men når han selv påstår at have prøvet er det jo svært at argumentere mod. Han fortalte også at der gik rygter om at fisk fanget i søen ikke kan slåes ihjel. Når man prøver at koge dem, dør de ikke ! Alle lød meget forskrækkede over dette og var hurtigt enige om at det måtte være onde kræfter eller hekseri. Jeg forholdt mig tavs.
   
Malaria
Sekretæren i Pouls forening sagde en gang, da de skulle på en lang køretur på landet, at nu håbede hun ikke at hun så fik malaria. Poul undrede sig over denne udtalelse og sekretæren forklarede at malari kan ligge i dvale i dig (hvilket er rigtig nok) og hvis du så kører en lang tur på bumpede veje og bliver rystet godt, kan dette vække dem og så får du malaria (hvilket nok er lidt mere tvivlsomt). Men hun havde altså selv prøvet det en gang da hun skulle besøge sin søster langt fra Lusaka, da kørte hun mange timer på dårlige veje og dagen efter havde hun malaria !

En dag da jeg var med Emil oppe på børnehjemmet for at lege, gav det sig pludseligt til at regne. Jeg sagde til børnene at nu måtte Emil og jeg hellere komme hjem og de svarede at det kunne de godt forstå, for man får jo malaria af at lege i regnen ! Jeg blev meget overraskede over denne påstand og gjorde mit til at mane det i jorden, men jeg er ikke sikker på at de troede på mig. En smule sammenhæng er der da også med malaria og regn, i det malaria myggene kommer i regntiden og det er der flest får malaria, men jeg tvivler dog kraftigt på at det ligefrem har en sammenhæng med at lege i regnen.

   
HIV/AIDS
En af mine kolleger havde en dag i en minibus hørt en person påstå at HIV/AIDS er en luftbåren sygdom. Og så er det jo ikke så fedt at være i en propfyldt minibus, når man ved at sådan ca. hver fjerde i bussen er HIV smittet ! Og i virkeligheden er det jo en frygtelig påstand, for hvis man tror på det, betyder det jo at man alligevel ikke kan beskytte sig mod at få HIV.
   
Mange af ovenstående historier virker i vores øjne helt groteske og det er svært at forstå at selv veluddannede mennesker kan tro på dem. Måske tror de heller ikke helt på alle historierne, men de tør på den anden side heller ikke udelukke det overnaturlige helt.

Katrine, 22. juni 2005